Mestersangere

Mestersangere

Mestersanger – lyder det ikke skønt? Ikke noget med popsanger, operasanger, visesanger. Nej – mestersanger. Nogle kender måske Richard Wagners berømte opera Die Mesitersänger von Nürnberg, og denne opera fra 1867 har for alvor fået slået begrebet Mestersanger fast i musikelskeres bevidsthed. Operaen foregår i 1500-tallet engang og afspejler den kultur, der var omkring mestersangere i 1400-1500 tallet.

Mestersang – eller Meistergesang, som det hedder på tysk – er en tradition, som især havde sit liv i de sydtyske byer i middelalderen og de følgende århundreder. Når det hedder mestersang, skyldes det, at det især var håndværksmestrene, der udøvede denne sang og konkurrerede om, hvem der var bedst. Sangen var et indslag i livet i de sammenslutninger og såkaldte broderskaber, som håndværkerne havde på dette tidspunkt – ja, faktisk findes de helt tilbage til 1300-tallet, og de sidste blev først opløst i 1800-tallet, da lavsvæsnet i Tyskland blev ophævet, ligesom som det blev herhjemme.

Udspringer af Middelalderens lyrik

I den tyske middelalder havde man en lyrik, som stadig dyrkes af litterært interesserede, og hvis hovednavne var poeter som Walther von der Vogelweide og Heinrich von Meissen, også kendt under navnet Frauenlob. Han har nok været kvindekær med det tilnavn, kan man næsten forestille sig, men megen af denne lyrik handler også om kærlighed og romantik. Andre dele handler om sagn og helte – Richard Wagner fandt stor inspiration heri og brugte elementer i sine helteoperaer og musik i det hele taget. En stor del af sangene havde også religiøse temaer.

Konkurrencesang

Mestersang var en form for konkurrencesang, idet sangene blev fremført ved såkaldte Singschulen, som var en slags offentlige konkurrencer i sang. Det var en krævende kunstart, for sangen blev fremført som solosang, uden at der var nogen form for musikledsagelse. Det var altså sangerens egen sangstemme og hans evne til at modulere stemmen, skabe drama og lyrisk stemning, som afgjorde, hvem der vandt konkurrencerne.

Deg var ikke tilfældigt, hvordan tingene foregik, og hvordan sangene var bygget op. Det hele var skrevet ned i en skoleordning, Schulordnungen, og der var censorer (Merker), som vurderede sangene og deres fremførelse, og gav karakterer.

Findes som håndskrifter

Den periode, da mestersangene for alvor blomstrede, faldt sammen med Gutenbergs virke og hans opfindelse af bogtrykkerkunsten. Alligevel er det begrænset, hvor meget af mestersangernes arbejde, vi i dag har bevaret på tryk. Men vi kender mange af sangene, der så til gengæld er bevaret som håndskrifter.

Den mestersanger, som er hovedfigur i Richard Wagers opera Mestersangerne fra Nürnberg, forfattede alene omkring 4.000 sange. Hans Sachs var skomager, og i operaen er der flere skønne scener, hvor Hans Sachs og hans svende slår nagler i skoene, mens sangene runger ud over scenen.

Hvordan mestersangene præcist har lydt, ved ingen jo i dag, men sikkert er det, at mestersangen har inspireret mange moderne kunstnere, ikke blot Wagner.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

dante