I år 1440 opfandt den tyske håndværker Johann Gutenberg bogtrykkerkunsten, og dermed blev det muligt at mangfoldiggøre litterære kunstværker på en enklere måde end hidtil, hvor skriftkloge – munke især – havde siddet og skrevet værkerne af efter et forlæg, så de på den måde kunne udbredes. Derfor var litterær kunst meget kostbar, for der gik så mange mandetimer i en enkelt bog, at det næsten var ubetaleligt. Det ændrede sig med et slag, da Gutenberg fandt på at bruge en vinpresse til at trykke sættetyper, der var sat i en ramme, ned mod et stykke papir.
Imidlertid var det nu slet ikke Johann Gutenberg
, der opfandt bogtrykkerkunsten. Det var kineserne, der først udviklede bloktryk, hvor man skar en side ud i træ og så trykte den mod papiret, og allerede i 1000-tallet fandt den kinesiske opfinder Pi Sheng ud af at lave løse typer, sådan at man kunne sammensætte forskellige bogsider med de samme typer.
Trykkunsten bevægede sig mod Europa via Indien og Arabien, men i den europæiske middelalder var der ikke mange fremskridt, der nød fremme. Derfor måtte Johann Gutenberg så at sige genopfinde den dybe tallerken og skabe en europæisk bogtrykkerkunst. Den var så med til at udbrede reformationen, da det blev nemt at sprede bibler mellem folk.
