Bogelskerens mareridt

Bogelskerens mareridt

Hvad skal man gøre, når bogsamlingen vokser ud af reolerne, ud på gulvet, ned under sengen og op i vindueskarmen? Man må sælge fra, smide ud og give bøger til loppemarkederne. Men det er svært, for er man bogelsker, er det at eje bøgerne og have dem stående også en vigtig del af det hele. Én ting er at læse de dejlige værker, men det at have dem under eget tag, at kunne kigge på det smukkeste tapet af alle og måske flytte dem lidt rundt alt efter, hvordan man ordner dem – det er bogelskerens sande glæde. Derfor er det også bogelskerens mareridt, når pladsen tvinger én til at skaffe sig af med nogle af de kære bøger.

Det er ikke engang, fordi bøger i al almindelighed længere er særlig meget værd, at man skal beholde dem. Selvfølgelig findes der kostbare unika og førsteudgaver, som samlere slås om, men langt de fleste bøger er bare bøger med læseværdi, ikke nogen særlig pengeværdi. Så det burde da være ligetil at skille sig af med bøger?

Nej, det er det ikke! Bogelskere græder hele vejen hen til antikvarboghandleren, hvor de så ikke engang vil sælge deres bøger, men forsøge at bytte dem, så de kan komme hjem med nogle nye til samlingen, som de ikke allerede havde. Og når de så kommer hjem, opdager de, at de alligevel tit havde dem stående. For hvem kan nu også huske alle de forfattere og titler fra hinanden?

Bogelskeren er dybt forundret, når han eller hun møder en læser, der ikke samler på bøger, men bare låner dem på biblioteket – eller måske henter dem ned fra nettet, hvor der jo er masser af bøger til rådighed i dag. Det er slet ikke det rigtige for bogelskeren – her tæller kun værkerne på hylden!

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

dante