I slutningen af 1800-tallet var realismen en dominerende retning i litteraturen – en slags modreaktion på romantikken, hvor det var følelser og idyl, naturstemninger og eksotiske miljøer, der blev dyrket – med realisterne kan hverdagen, lugtene og i det hele taget virkeligheden ind i den litterære kunst, og det hele blev hilst velkommen af mange læsere.
Men ligesom i malerkunsten opstod der også en reaktion mod denne rå virkelighed. Impressionalismens sarte pennestrøg fandt deres vej over på litteraturens gebet, og en af de ypperste repræsentanter for dette blev den danske forfatter Herman Bang. han blev født som søn af præsten i Asserballe på Als i 1857 og døde i en tog i 1912, da han var på oplæsningsturné – en måde, han var nødt til at ernære sig på efter et liv, der både havde budt på overforbrug, juridiske og psykologiske nederlag og skandaler i det offentlige liv.
Men man kan sige, at Herman Bang formåede
at sætte realismen på plads – på den måde, at han i den grad skrev om realistiske miljøer og scenarier, men han gjorde det i en stil og form, som var helt anderledes elegant.
Læser man Herman Bangs værker systematisk fra en ende af, kan man se en hastig udvikling fra at skrive i tidens naturalistiske og realistiske stil, som det sker i hans debutroman Haabløse Slægter, til et forfinet impressionistisk litterært sprog i de små bøger Ved Vejen og Stille Eksistenser. Men allerede i Haabløse Slægter kommer et oprør mod en flad stil frem, når han skildrer følelser og sindsstemninger på en meget nærværende og engageret måde.
Ved Vejen bliver af mange betragtet som Herman Bangs hovedværk. Den skildrer Katinka Bay, der har giftet sig med stationsforstander Bay og dermed er kommet med op i toppen i den lille by, men hun finder sig ikke til rette – og bogen jonglerer med brudte sætninger og hurtige replikskifter, så man lever sig fuldstændigt ind i hendes liv og psyke.
