Symbolisterne vendte sig mod landskabets sjæl

Symbolisterne vendte sig mod landskabets sjæl

Når den franske digter Paul Verlaine kjunne stå ved broen og kigge ned på floden, mens han sagde “Il pleure dans mon coeur comme il pleut sur la ville” – “Det regner i mit hjerte, som det regner på byen”, så gav han udtryk for en kunstnerisk retning, som for alvor var oppe i tiden i slutningen af 1800-tallet, nemlig symbolismen.

Symbolismen blev dyrket af en række digtere i sidste halvdel af 1800-tallet og lidt hen over århundredskiftet, og digtningen så naturen som en spejl af sjælen. Herhjemme var en af de fremmeste digtere inden for denne retning Johannes Jørgensen, som i sit berømte digt Hjemkomst fra 1894 bruger nattergalens sang som et udtryk for de sørgelige tanker, som han går med på vejen, der forløber hen over de glidende banker – her er alt blidt, stille og sørgmodigt.

Det var især franske digtere som Mallarmé og Baudelaire, der dyrkede denne digtning, og herhjemme blev den adapteret af danske kolleger, som ud over Johannes Jørgensen for eksempel var Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg. Men også langt senere dyrkede nogle digtere symbolismen – for eksempel Frank Jæger, der efter anden verdenskrig skrev mange symbolistiske digte.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*