Kineserne har malet siden før Kristi tid, og vi kender til kinesiske malerier helt tilbage fra den periode, der kaldes de stridende staters tid (det vil sige årene 481-221 før vor tid). De malede blandt andet på silke, som er kendt i Kina fra gammel tid og har lagt navn til den berømte hendelsvej Silkevejen.
Malerierne fra denne periode var ikke detaljerede malerier, som vi kender dem i dag, men havde mere primitive afbildninger af dagligdags scener, livet i paladserne og ved hoffet og fra arbejdslivet, tilsat forskellige rudimentære mønstre. Det var altså en form for primitive malerier, som har lagt grunden til den senere, mere forfinede kinesiske kunst.
Malerierne i det gamle Kina var ofte knyttet til begravelser og ceremonierne omkring begravelser. De har altså mere haft en symbolsk betydning, end de var udtryk for kunstnernes personlige følelser eller skabertrang. De har også haft mytologiske funktioner og tjent til at afbildeforfædrenes ånder m.v.
Kunst i den tidligere kinesiske æra havde altså ikke noget at gøre med en kunstners ønske om a
t få afløb for sin trang til at skabe, men tjente et formål, enten i forhold til herrerne på jorden eller i forhold til guderne.
Han-dynastiet
I det senere Han-dynasti begyndte man at skabe billeder af hoffets embedsmænd, af krigere og ryttere, og i denne tid – dette dynasti regerede fra 220 før vor tid til 220 efter Kristus – begyndte man også at male på skulpturer og andre tredimensionelle figurer, vaser m.v.
Det er fra denne tid, den berømte terrakottahær stammer, hvor tusindvis af lersoldater og heste i fuld størrelse fulgte kejseren i graven – man har tolket det som et udtryk for hans angst for at dø, at han skulle have sådan en mægtig hær med sig til det næste liv.
En hobby for de udvalgte
I Jin-dynastiet, som hade hjemsted i Nanking, blev maleri og den særlige skriftkunst kalligrafi udviklet til en særlig fin hobby for hoffets embedsmænd, for bureaukrater og medlemmer af eliten, som var uddannet efter Konfutses idealer. Dynastiet regerede fra 317 efter Kritus til 420 efter Kristus, og i denne periode begynder maleriet at blive et udtryk for kunstnerens skabertrang, et udtryk for en personlig udfoldelse, og man begyndte at dyrke kunsten i særlige kunstkredse, hvor man kritiserede og roste hinanden.
