Den 10. maj 1933 brændte nazisterne bøger i Tyskland. Kunsten og litteraturen var blevet så farlig i følge disse mennesker, at bøgerne ikke længere måtte findes på offentlige og universitetsbiblioteker, og derfor skulle de brændes.
Den tyske digter Heinrich Heine sagde engang, at når man brændte bøger, ville man ende med at brænde mennesker, og det fik han jo ret i, selv om han ikke kunne forudse, hvor grotesk det tyske samfund ville udvikle sig under nazismen – fra at være et åndrigt samfund med digtere, malere og komponister, til et land, hvor det hele endte
med at handle om at fjerne alt, hvad der havde den mindste snert af noget jødisk ved sig.
25.000 bøger blev brændt forskellige steder i Tyskland den 10. maj 1933, og over de næste måneder fulgte afbrænding af endnu flere litterære værker. Nogle afbrændinger blev udskudt til Sankt Hans aften – så kunne en tradition jo fejres på den måde.
Boglæsere, litteraturkyndige, professorer og forfattere må havde grædt i sjælen, da de så uerstattelige kunstværker gå op i røg, og må have græmmet sig over, at deres medborgere kunne udvikle sig på denne måde, blot for at hylde tanken om et rent Tyskland uden jøder og “farlige” kunstnere.
