Mennesket har altid skabt kunst

Mennesket har altid skabt kunst

Da hunden Robot i 1940 begyndte at snuse rundt ved et hul i jorden ved byen Lascaux øst for Perigueux i Frankrig og ledte folk til de nu berømte Lascaux-grotter, som er på Unescos verdensarvsliste, gjorde man endnu et fund af hulemalerier fra forhistorisk tid. Det var endnu et bevis på, at mennesket altid har skabt kunst, malet og givet udtryk for følelser og viden gennem malerier. Vi kender til hulemalerier, som er 30.000 år gamle, så maleri er ingen ny foreteelse for mennesker. De 30.000 år gamle hulemalerier findes i Chauvetgrotten, som også ligger i Frankrig, og Frankrig er i det hele taget rigt på huler og grotter, hvor fortidens mennesker har opholdt sig og skabt kunst.

Hvorfor malede de forhistoriske mennesker i hulerne?

Vi kan jo ikke vide, hvad der foregik i hovederne på de mennesker, der i forhistorisk tid greb en sodsværtet gren eller dyppede fingre eller et redskab i okker og andre substanser og begyndte at tegne på væggene i de huler, hvor de søgte ly for vind og vejr samt fjender, hvad enten det var andre mennesker eller rovdyr.

Det er ikke ret tit, at de valgte at male andre mennesker. Som oftest var det dyr, der var motivet – så måske lå der en form for besværgelse i at male dyrene. Måske var det for at beskytte sig mod rovdyr, at man malede dem, eller man søgte at trække kræfterne og sjælen ud af de dyr, der blev brugt som byttedyr, så de var nemmere at jage og dræbe. Eller måske var det en form for

animistisk religion, som lå bag malerierne – måske søgte man at få kraft fra de dyr, man tegnede.

Det kan jo også være, at man bare ville give udtryk for sin samhørighed med den natur, man levede i, eller brugte malerierne som en slags hyldest til naturen. Vi ved det ikke, men kan gætte og sammenligne med, hvad forskere har fået ud af at studere nutidige naturfolk.

Chauvetgrotten i Ardeche

Midt i Frankrig, øst for det store massif central, ligger det rå landskab Ardeche, og her finder vi Chauvet-grotten i det dramatiske landskab ved Vallon-Pont-d’Arc. Her er der 31.000 år gamle malerier – og der forskes stadig i grottens malerier, for den blev først opdaget i 1994, så det er forholdsvis for nylig, at grotten er blevet genopdaget.

Der er billeder af tyre og store rovdyr, og ind imellem er der brugt prikker, som viser, at man også tidligt har arbejdet med en form for tegn, som andre måske kunne forstå.

I dag kan vi gisne om motiverne og deres betydning, og hvis vi vil, kan vi også vælge at tolke malerierne som simpel livsglæde og trang til kunstnerisk skaben, som mennesker sikkert har rummet altid.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

dante